Brænder du for at drive salget af en af Danmarks bedste mødeplatforme? Og har du lyst, evner og ambitioner til at give Ditmers kunder en professionel rådgivning og vejledning indenfor sikker kommunikation med borgere?

Vi søger en dedikeret og engageret Sales Lead, der har lyst til at sætte sit eget præg på salget af softwareprodukter og IT-løsninger og være med til at gøre en forskel for kunderne.

Du får ansvaret for salget af vores professionelle mødeplatform, der er med til at skabe effektiv mødeafholdelse for vores kunder. Derudover skal du være med til at styrke salget af vores populære web- og appbaserede chat-værktøj, som er en erstatning for den usikre SMS til b.la kommunerne i Danmark. 

Dit ansvarsområde bliver det opsøgende og løsningsorienterede salg med udgangspunkt i kundens situation og behov. Det bliver din opgave og ansvar at finde nye, og videreudvikle eksisterende, kunderelationer gennem rådgivning og en tillidsvækkende kommunikation. Som Sales Lead hos Ditmer henvender du dig til alt fra ledelser og strategiske beslutningstagere, til afdelinger med et specifikt fagfokus hvor du vil være en vigtig spiller i både udvikling og rådgivning af kunden med udgangspunkt i vores digitale løsninger og produkter. Det bliver også din opgave at fastholde vores unikke kundeorientering i et tæt samarbejde med dine kollegaer i både presales- og customer succes teamet, ligesom du vil indgå i et tæt samarbejde med vores dygtige produktudviklere.

Som Sales Lead hos Ditmer skal du kunne lide at tage ansvar og sætte dit eget præg på salget af løsninger og produkter i dialog med kunderne. Du skal være tillidsvækkende og formå at indgå i et konstruktivt samarbejde både internt i forhold til organisationen og eksternt i forhold til kunder. Du skal samtidig være proaktiv og initiativrig i din søgen efter nye, potentielle kunder og markeder.

Vores forventninger til dig - dine kvalifikationer
Som person har du en meget positiv tilgang til opgaverne, og du kan hele tiden se muligheder frem for begrænsninger. Hertil følger, at du besidder, et stort drive og opfatter kundefokus og hastighed som en helt naturlig del af service. Du er mønsterbryder, nytænkende og ”sulten” på resultater. Fremfor alt er du en talentfuld og tillidsvækkende sælger. Du er også god til at administrere og planlægge en selvstændig hverdag med struktur og evne til at følge opgaverne til dørs.

Det kan du forvente af os
Hos Ditmer praktiserer, vi alt det du kender med frihed under ansvar, et uformelt og afslappet arbejdsmiljø samt kompetente og dygtige kolleger. For nogen lidt en kliché, men vi er ikke i tvivl om, at du kan mærke det, når du træder ind ad døren hos os. Vi tror på, at dygtige kolleger skal have frihed til at bruge deres talent og rammer til at handle. Det skaber rum til udvikling, til nye ideer og til en hverdag, hvor vi sammen flytter grænserne.

Udover at have Danmarks lækreste kontorlokaler, så værner vi om din faglige udvikling og trivsel. Derfor tilbyder vi blandt andet:

  • Faglig udvikling gennem Ditmer Academy, interne læsegrupper, workshops, ugentlige "Vidensrundstykker" og relevant uddannelse
  • Fleksible arbejdstider med mulighed for hjemmearbejdsplads
  • Ubetinget Danmarks bedste frokostordning
  • Fysioterapeut og sundhedsforsikring
  • Fleksibel pensions- og forsikringsordning
  • En bred vifte af sociale arrangementer
  • Gode kolleger med hjertet på rette sted 

Det praktiske
Tiltrædelse: 1. oktober 2020 eller hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist: 9. august 2020 – møder vi den rette kandidat før frist, er vi klar til at slå til!
Vi holder løbende ansættelsessamtaler så send meget gerne din ansøgning i dag.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte Product Manager Morten Randrup på mail mra@ditmer eller tlf. +45 2972 3735.

Send os din ansøgning

Ansøg

Om Ditmer
Ditmer er en digitaliseringsvirksomhed i Aarhus med 60 dedikerede medarbejdere og 20 års erfaring i branchen. Styrken findes i vores forskelligheder, hvor vi spænder bredt lige fra informationsvidenskaber til dataloger, fra filosofer til musikere. Men fælles for alle i huset er, at vi brænder for vores faglighed og for at indgå i det nære samarbejde med både kolleger og kunder.

Vi ser os selv som et fællesskab, der sammen skaber værdi, og hvor den ultimative succes er, når digitalisering skaber nye muligheder.
Ditmer leverer softwareprodukter og IT-løsninger til både offentlige og private virksomheder i Danmark og Norge. Vi er i dag et fuldvoksent digitaliseringshus, der arbejder med produktudvikling og skræddersyede løsninger baseret på Microsoft .NET. Gennem en innovativ tilgang står vi bag flere succesfulde IT-produkter- og løsninger, som i dag er dominerende i den offentlige sektor.